Hvem vi er

 

Eva Plesner
journalist & forfatter
kontakt: ev@grifstories.dk

lefteva

Jeg er uddannet på Danmarks Journalisthøjskole i 1991. Efter fire år som freelancer blev jeg fastansat på Morgenavisen Jyllands-Posten, hvor jeg var frem til 2005.
Siden da har jeg opholdt mig i Mellemøsten og Østafrika og har i dag base i Cairo, Egypten.
Jeg har rejst i over 30 lande og dækket krige, konflikter og naturkatastrofer i bl.a. Afghanistan, Irak, Libanon, Gaza, Indonesien, Somalia og Congo.
I sommeren 2003 rejste jeg til Irak for første gang. Opholdet resulterede bl.a. i den prisbelønnede bog ”Naboerne i Bagdad” (udkommet i april 2004 på forlaget JP Bøger), som jeg har skrevet sammen med min mand,  Flemming Weiss Andersen.
Fra oktober 2005 til april 2006 rejste vi igen i Irak, denne gang resulterede det i reportagebogen ”Rejse i Rød Zone” (udkommet i november 2007 på forlaget Tiderne Skifter).
I 2008 modtog jeg Laust Jensen prisen, specielt for mit arbejde i Irak, Libanon og Somalia.
Jeg har i mange år beskæftiget mig med narrative journalism, en genre, som benytter sig af værktøjer fra skønlitteraturen, og som jeg bl.a. har tilegnet mig via flere kursusophold i USA.
Fra 2003 til 2005 var jeg tilknyttet RUC som ekstern lektor, dels som underviser på journalistlinien, dels i forbindelse med retning af eksamensopgaver for studerende på journalistlinien.

 

Flemming Weiss Andersen
Fotograf, forfatter og multimedieblæksprutte.
kontakt: fw@grifstories.dk

rightflemming

Som fotograf har jeg siden 2003 leveret billeder til dagspresse, magasiner, bøger og hjemmesider i Danmark, Norge, Sverige, Tyskland og England.
Indtil da var jeg primært sceneinstruktør og dramatiker med mere end 100 teaterforestillinger, en hel del radioteater og enkelte operaforestillinger bag mig.
Skiftet til at fortælle fra den virkelige verden begyndte med Eva Plesners og mit ophold i Irak i 2003, som resulterede i vores fælles, prisbelønnede bog, ”Naboerne i Bagdad”, (JP bøger, april 2004). Senere resulterede et halvt års fornyet ophold i Irak fra oktober 2005 til april 2006 i endnu en bog, nemlig "Rejse i Rød Zone" (Tiderne Skifter, november 2007.)
Sammen med min kone, Eva Plesner, dannede jeg i 2005 firmaet grif stories som et projektbaseret foretagende i forbindelse med vores store reportagerejse til Irak. Grif stories er nu blevet et medieproduktionsselskab med base i Cairo, og vi er i stand til at levere til alle slags medier.
Jeg  behersker lyd -og videoredigering på Final Cut Pro og Logic Express.
Jeg fotograferer med Canon EOS-1 Mark III og MARK IV, skyder video med Sony PMW-EX1 og Canon MARK IV.

For en liste over vores mest anvendte udstyr, klik her.